Hvad indebærer det at være ny spejderleder?
Få oplevelser i særklasse. Som spejderleder får du masser af gode oplevelser. Selvfølgelig sammen med spejderne, men også som del af et stærkt voksenfællesskab. Du kan deltage på kurser om ledelse eller friluftsfærdigheder, komme på fjeldture og store spejderlejre i ind- og udland. Som spejderleder er du frivillig og ulønnet, men udregnet i gode oplevelser får du et af de bedst betalte lederjob i verden.
Du vokser som menneske. Som spejderleder udfordrer du mange sider af dig selv. Du lærer om friluftsliv og naturen. Du udfordres kreativt, når et spejderløb skal laves med zombie-tema, eller spejderhytten omdannes til rumstation. Du bliver sej til projektledelse, når du er med til at planlægge shelterturen til Sverige. Og ikke mindst vokser du af at se spejderne udvikle sig.
Skal jeg have været spejder for at være med? Nej. Du behøver hverken kunne binde pælestik eller være Trangia-ekspert. Men du skal have mod på at bruge og udvikle flere sider af dig selv. Du lærer at trøste, grine, inspirere og være et forbillede for spejderne. Og ikke mindst lærer du at lade spejderne gøre deres egne erfaringer – det er faktisk det, spejder handler om. Man er aldrig færdig med at udvikle sig som spejderleder, men det er sjovt fra første dag.
Ny leder hos DDS Svend Grate i Greve. Vi kan bruge nogle søde, venlige, og passionerede nye ledere med lyst til at gøre en forskel for spejderne. Hos DDS Svend Grate er vi åbne for alle; bare du har gå-på-modet, så kommer resten med tiden. Som ny leder, vil du ikke stå alene. Du vil starte som assistent i en periode og få tilknyttet en af de erfarne ledere som en ”mentor”, der kører parløb med dig. Som frivillig får man ikke løn, men spejdergruppen betaler for din uniform, deltagelse i lederkurser samt spejderture. Hvis du har fået lyst til at vide mere om at være leder hos Svend Grate gruppe, er du velkommen til at kontakte os på e-mail: kontakt(a)svendgrate.dk.